Jacob Christian Jacobsen (1811-1887) grundlagde i 1847 bryggeriet Carlsberg, hvor det første bryg blev foretaget den 10. november samme år. Datoen betragtes nu som Carlsbergs officielle fødselsdag. J.C. Jacobsen oprettede i 1876 Carlsbergfondet, som i overensstemmelse med hans testamente af 1882 blev ejer af Gamle Carlsberg året efter hans død.

I 1906 overdrog J.C. Jacobsens søn, brygger Carl Jacobsen (1842-1914), ligeledes sit bryggeri, Ny Carlsberg, til Carlsbergfondet, og en selvstændig afdeling, Ny Carlsbergfondet, føjedes samtidig til Carlsbergfondet.

Den 1. oktober 1938, på 50-års dagen for Carlsbergfondets overtagelse af brygger J.C. Jacobsens bryggeri, Gamle Carlsberg, oprettede Fondet Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen som en hyldest og tak til Fondets stifter, hvis store samfundsengagement er velkendt.

J. C. JacobsenI fundatsen blev det bestemt, at "legatet skal virke til støtte for samfundsgavnlige formål på det praktiske livs område, særlig sådanne som har tilknytning til videnskabens arbejde".

Siden legatets oprettelse har det uddelt omkring 200 mio. kr. målt i nutidsværdi til ca. 6.000 større og mindre projekter inden for alle grene af samfundet. I øjeblikket donerer legatet omkring 3 mio. kr. årligt til omkring 100 aktiviteter fordelt over hele landet.